Velg blant 2,6 millioner titler

Dansk Poesi A/S

Essay av Morten Søndergaard

I Hvordan begyndte det?

Det begyndte med begyndelsen, men tingene starter jo længere før, de fortaber sig i et uoverskueligt sammenrend af detaljer, anelser, skjolder, pletter. Tingene begynder mange steder, de er allerede i gang længe før man beslutter sig til at gå i gang, halsende må man følge med og prøve at se ud som om man har noget at skulle have sagt.
Sådan føltes det at ankomme til danske poesi i 1992 da jeg debuterede. På det tidspunkt var 80-er generationen smuldret og punkmusik blev afløst af tekno og hip-hop. Jeg var flyttet til København nogle år forinden, på jagt efter et litterært miljø; sulten efter at møde andre, der skrev digte, søgte jeg ind på litteraturvidenskab på universitetet, men fandt dem ikke. Det vil sige, jeg mødte digteren Niels Lyngsø, men det vi i første omgang mødte om, var en interesse for støj og lydlandskaber frembragt af synthesizere og kasserede spolebåndoptagere. Jeg havde sendt digte ind til Poul Borums Hvedekorn, havde fået dem trykt og fik en opfordring fra ham om at søge ind på Forfatterskolen.
Det gjorde jeg i 1989 og det var som at åbne en dør i verden jeg ikke anede fandtes. For dér sad ti-femten engagerede mennesker dybt begravede i poesi og med hænderne langt nede i hinandens hjerner; at få anmeldelser i aviser senere var den rene barnemad i sammenligning: På Forfatterskolen blev digtene lagt på dissektionsbordet og hvert komma blev vendt og drejet. Kritikken var nådesløs og udgangspunktet var at man var forfatter og at poesi og litteratur stort set var det eneste der var værd at beskæftige sig med i verden. Det var den gang Poul Borum var alive and kicking. Ikke mindst kicking. Det var den gang digteren Janus Kodal var fræk nok til at medbringe fire digte og lægge dem frem som sine egne, skønt det ene var skrevet af Poul Borum, det andet af Per Aage Brandt, de to sidste var Janus' egne: De første to (Borums og Brands) blev rakket ned og de to sidste rost - selvom Borum nok synes at et af digtene lød som et citat, men han genkendte ikke digtet som sit eget.

Hvor starter tanken om at blive digter, om at udgive, at ville noget med poesien? Måske med bestemte uafklarede begivenheder der bliver hængende i hjernebarken, med en undren, med nysgerrighed, med en konstant mangel på samtidighed i forhold til eksistensen, med sprogleg og ordgumleri, med "den gode dansklærer", med reolerne på biblioteket der viser sig at grave hemmelig gange ud til en anden verden.

På samme måde som der findes forfatterskaber, har hver læser sit læserskab. Når to læsere mødes, kan man undertiden høre at de lige lader det indre blik løbe over hylderne i læserskabet, og ligesom checker de hinandens læsninger: Nå, har du læst dén? Det som former et menneske, har også at gøre med, hvad der står på hylderne inde i læserskabet. I mit tilfælde stod der ikke ret meget. Lidt Kafka, Beckett, Borges og J.P. Jacobsen, Højholt. Min ungdomslæsning havde været sporadisk, jeg var midt i en langsom opvågning. Og jeg har stadigvæk på fornemmelsen, at jeg ikke ønsker helt at vågne ... Jeg havde ikke læst, jeg havde kun instinktet at gå efter. Da jeg slog øjnene op var klokken allerede mange, den var vel 1985 eller 1986, og den dengang nye danske poesi blev skrevet af folk som F.P. Jac, Pia Tafdrup, Henrik S. Holck, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen:

F. P. Jac (født 1955), en sigende titel er "Jeg er faenme til", omfattende produktion af først og fremmest digte, men også skuespil og romaner. Han var i en lang periode også anmelder på Ekstra Bladet; blev kendt på tidligt at proklamere at han ville drikke sig ihjel inden han blev tredive (hvilket ikke lykkedes). Hans digte er karakteriseret af en speciel stil, hvor forfatteren "sproger" eller "jac'er" og hvor substantiver vendes til verber og omvendt og omvendt i store brogede sprogudladninger og billedeksplosioner.

Pia Tafdrup (født 1952) skriver ambitiøse, mørke og klassiske digte; Tafdrup digter i et syngende og stærkt kropsligt sansemættet sprog; hun var allerede fra debuten en ærke kvindelig lyriker der satte ord på den kvindelige erotik. Som forfatterskabet er vokset har hun også har inddraget mytisk og historisk stof i store stramt komponerede digtsamlinger.

Henrik S. Holck (født 1961), et par lysende digtsamlinger gav ham hurtigt ry af vidunderbarn, specielt debutten med den smukke titel "Vi må være som alt", men efter en alt for kort produktiv periode forsvandt han fra scenen, der først og fremmest domineredes af

Michael Strunge (1958-1986), debuterede med "Livets hastighed". Titlen er hentet fra David Bowie, og Struge skrev ekspressivt om storbyen og blev på godt og ondt et ikon for punkbevægelsen og 80-er generationen. Hans bedste digte kan rumme en sjælden klarhed, ordene kan føje sig til hinanden med en lysende naturlighed, andre gange bliver tonen mere sammensnurret og skurrende. Hans ordfald er umiskendeligt, hans billedfantasi stor og legende. Læs "Verdenssøn" eller "Fremtidsminder" det er de bedste af hans bøger.

Søren Ulrik Thomsen (født 1956), starter som storbypoet, der besynger ensomheden i neonbyen, men han udvider snart digtene til uhyre præcise sanserapporter fra et jeg spændt ud mellem erotik, forfald, vision og død. Hans digte har humor og stor patos, og de er drevet af stærk og konsekvent gennemført billedtænkning, der lader deres slyngede arabesker forgrene sig i mange retninger fra det platte til det religiøse; ambition og konsekvens er nøgleord. Stor offentlig opmærksomhed, stor indflydelse, stor strenghed i tanken, men først og fremmest (selv hans fjender siger det) er han en meget god digter. Læs "Nye digte".


II En halv meter

Jeg kommer lige fra en boghandel. Stod som sædvanlig foran hylden med poesi og blev underligt lykkelig. For de var der jo, digtene, på trods af alt. Fordi der faktisk findes nogen der læser, og tilmed læser digte, og der findes forlag der udgiver dem, og der findes boghandlere som stiller digtene på en særlig hylde med et lille skilt henover: Poesia. Der stod jeg og tænkte på at sådan en sektion, sådan en særafdeling findes der i de fleste boghandlere. Hvor stor er den? Ca. en halv meter. Nogle gange lidt større, oftest lidt mindre. Men den er der som regel. Lad os sige: En halv meter. Det er altså så meget poesien fylder: En halv meter. Igennem alverdens boghandlere går der en sti på en halv meter, en sti som er belagt med digte.
Jeg kan huske at jeg som 10 år besluttede mig til at blive digter. Besluttede og besluttede. Men sådan tænkte jeg det dengang: "Jeg er digter" - men hvad vil det så sige? Jeg kan huske at spørgsmålet omgående blev erstattet af et konkret billede, et billede af et landskab. Nok et banalt og barnligt billede, men det var klart og præcist: Jeg forestillede mig et landskab med en sti der snoede sig foran mig. Stien gik i en aflang ådal der førte op imod nogle høje dramatiske bjerge i baggrunden. Der skulle jeg op. Jeg anede ikke hvor stien førte hen eller om den overhovedet førte nogen vegne, men at skrive digte ville sige at udforske den sti. I min forestilling begyndte jeg at gå. Det gik let nok i starten, men snart gik det opad. Snoet og besværligt og opad. Jeg forestillede mig at det at udgive en bog ville være at nå op på toppen af tinderne i det fjerne.
Efterhånden som årene gik forgrenede stien sig i uvirkelig tåge og siden fandt jeg ud af, at nok kom jeg frem til bjergene, men bogudgivelsen var bare en ankomst til et plateau og foran mig lå nye bjerge, og for hver bog, ville bjergene vokse sig større og stenene og kulden ville blive skarpere. Jeg ville aldrig nå frem. Der var ingen sti, det hele var en stor illusion om at komme fremad. Hvad gør man så? Man sætter sig ned og nyder udsigten. Tænker lidt over tingene, mens man spiser den sidste proviant. Rygsækken bliver mærkelignok tungere, som om der kom mere og mere i bagagen. For i virkeligheden er det ganske enkelt at skrive digte: Det er vejen der er målet, og den længste omvej er den mest interessante. Det kan endda være mere interessant at gå baglæns: Skriv alt hvad du har hver gang, for så er du tom og ingenting står i vejen for at skrive det hele ned når det kommer, det som er, det som altid er tilgængeligt allevegne. Hver dag. Hver gang. På hvert eneste stykke papir kan der stå det digt, som vil gøre dig klogere på dig selv og på hvad det er du står midt i. Klogere på det som er.


III Sen 80-er generationen

Så kom vi så langt. Det vil sige: Ingenvegne. Men andre digtere er gået i gang, de står i køen ind til litteraturens store supermarked: Dansk Poesi A/S. Der kommer hele tiden nye. Hvad er det de vil? De vil skrive digte, de vil udgive digte! Nye digtere fulgte i kølvandet på 80-er generation. Skal vi kalde dem noget? Sen 80-erdigtere, men det lyder ikke rart. De skriver lidt i baggrunden af de mere larmende og medievante førstehalvdels 80-er-digtere. De er måske mindre regelrette, mindre synlige, måske fordi de er mere søgende:

Pia Juul (født 1962). Helt sin egen, en fremragende oplæser og dreven perfektionist. Hun skriver digte der elegant trækker læseren ind i et tilsyneladende velkendt rum af familiemedlemmer og hjemlig hygge for derefter drillende at bryde af og springe akrobatisk mellem mange stillejer og genre. En forfængeligheds, forgængeligheds og forvandlingsdigter. Hun har skrevet romaner, skuespil og har virket som oversætter. Hovedværk: "Sagde jeg, siger jeg" (1999).

Niels Frank (født 1963), indehaver af to forfatterskaber, et ungdomsforfatterskab der kredsede om centrallyriske temaer som øjeblikket, kroppen og nærværet; efter en længere pause et senere som bryder fuldstændigt med det første, en decentral lyrik der næsten vil ødelægge digtet, og sætte det på spil i en spiral af masker, iscenesættelse, polemik og refleksion. Søgende og nysgerrig. Var fra 1996 til 2002 rektor for Forfatterskolen.

Lars Bukdahl (født 1968). Debut med "Readymade - Stævnemøder og moderne digte", 1987. Romaner og digte som bevæger sig i en række sproglegende tonearter, fra rim og remser til det bevidst pjattede. Selvbestaltet generationsforstander. Propagandaminister for Peter Laugesen, Dan Turèll og Per Højholt. Spektakulær digtanmelder/magtanvender ved Weekendavisen.

Morti Vizki (født 1963). Digter, romanforfatter og dramatiker, skriver i en legende og ofte maskeret stil, der inddrager ordspil og frie associationskæder, men også med dødsbevidsthed og stærk civilisationskritik. Han har høstet stor anerkendelse for specielt sine radiospil. Hovedværk i det lyriske forfatterskab er langdigtet "Så skal du finde lykken" fra 1985.

Simon Grotrian (født 1961). En ener i dansk poesi (og muligvis i verdenslitteraturen). Med et uhyre kompakt og voldsomt billedsprog sprænger han det traditionelle lyriske sprog i stumper og stykker og sætter det sammen på en måde, så læseren efterlades rundtosset og fortumlet, men sulten efter mere. Stor produktion som kan ses som ét poetisk raid langt ind i det 21. århundrede.


IV 90-erne

1994 blev et centralt år for generationen efter Thomsen, det der skulle blive "90-ergenerationen". Det var det år "Brøndums Encyklopædi" udkom under slagordet "Lidenskabelig viden, i stedet for videnskabelig viden", et opslagsværk der satte sig for at definere ord, der normalt ikke fandt plads i encyklopædier. Tilmed defineret af indkaldte eksperter, således blev ordet "frihed" beskrevet af en straffefange og ordet "fantasi" af en prostitueret. 209 bidragydere og 35.000 solgte eksemplarer. Ordet encyklopædi er af kritikere blevet hæftet på 90-ernes digtere, og måske med rette; i hvert fald skulle det vise sig at deres eneste samlende karakteristika var at de strittede i mange retning, at de var meget forskellige opslag og indslag og udslag af hvad litteratur kunne være. Forfatterskolen blev manges udgangspunkt.
De havde siddet om bordet hos Poul Borum i Havnegade eller i lokalerne under Forfatterforeningen uden at vide at de var en generation, og måske også uden at ville være det. Den forfatterskole! Hvad er det med den? Hvad er den for noget? I grunden ikke andet end en flok mennesker der sidder rundt om et bord og taler meget indgående om litteratur. Helt konkret ved at hver elev medbringer en fem-ti digte, kortprosatekster eller et kapitel af en roman, og så går alle i gang med forhåndenværende save, spader og skalpeller at hakke og skære teksten fra hinanden for at se om den kan holde til behandlingen. Det kan den som regel ikke. Men noget bliver tilbage, og på de tekstrester bygges efterhånden en forståelse af, hvad der fungerer, hvad der godt i en tekst, hvad der bliver misforstået og hvad der er spændende at udforske.
Forfatterskolen har haft og har mange kritikere. Kritikken kommer som regel fra folk der vil forbinde litteratur med meget naiv opfattelse af den vaskeægte virkelige "virkelighed" (undskyld hvor ligger den?) og folk som vil holde tekster langt væk fra et analyserende blik. Dem om det. Litteraturen er heldigvis robust og mangfoldig og kan i det hele taget tåle lidt af hvert. Dansk poesi skrives også fra mange andre steder end Forfatterskolen. Og jeg er overbevist om at en bog ikke skal være et spejl af det vi kender, men en dør ud til det andet, som kan få det vi kender til at fremstå på en ny måde.

I begyndelsen af 90-erne kom norsk litteratur til at spille en inspirerende rolle, for Christina Hesselholt oversatte Paal Helge Haugen, og kortprosa og kortromanen holdt (igen) sit indtog i dansk litteratur. I dansk omplantning blev kortformen eller punktromanen en måde at overføre det lyriske og det højt reflekterede til prosaen, som nu blev rum for nye eksperimenter og afsøgninger. Kortformen blev et laboratorium for en række danske digtere og prosaister, det blev igen tilladt at lege og eksperimentere som i 1960'erne. I sen 90-erne spillede kortformen en rolle for navne som Pablo Henrik Llambias, Peter Adofsen, Thøger Jensen, Jens Blendstrup og Charlotte Weitze. Og for mange af dem som står i følgende lille 90-er forbryderalbum:


V Lille 90-er forbryderalbum (The usual suspects):

Christian Yde Frostholm (født 1963), dæmpede og lydhøre digte i et søgende og eksperimenterende sprog. Åbnede i 1994 poesiboghandlen Afsnit P, som i høj grad bidrog til at synliggøre 90-er-lyrikken. Siden er Afsnit P flyttet til nye lokaler i cyperspace afsnitp.dk, et enestående virtuelt udstillingsrum for visuel poesi. Et besøg værd.

Kathrine Guldager (født 1966). Digte og romaner, der dyrker et tæt billedsprog. Hovedværk er "Styrt" (1995) som folder sig ud som rablende, ekspressiv og swingende prosadigte, en abnorm opforstørrelse af detaljen og en god portion humor. I sit senere forfatterskab også optaget af social uretfærdighed i "Ankomst, Husumgade" (2001) og som aviskommentator.

Kirsten Hammann (født 1965). Debut med digtsamlingen "Mellem tænderne" (1992), stor medietæft og stor umiddelbar gennemslagskraft, siden har hun udgivet flere romaner og en poetik. Hun har dyrket selvicenesættelsen og pop, i et tilsyneladende raseri mod det meningstomme, men også en overgiven sig til det postmoderne vilkår på godt og ondt. Hovedværk "Vera Vinkelvir" 1993.

Merete Pryds Helle (født 1965). En vidtfavnende forfatter som i sine bøger har leget med genrer, stilarter og fiktion. Hun søger det polyhistoriske og det stærkt sansede i en eksperimentel digtning, der i ambitiøse og poetiske skriftkaskader bevæger sig både nedad i historisk tid og udad i en fænomenologisk afsøgning af eksistens og omverden. Hovedværker "Vandpest" (1993) og "Fiske i livets flod" (2000).

Helle Helle (født 1965), debut med "Eksempel på liv" (1993), har fra starten dyrket kortformen som har vist sig at have pædagogisk gennemslagskraft i gymnasiet og folkeskolen, en tilsyneladende renset minimal hverdagsrealisme udfordres af små brud og forskydninger, der åbner foruroligende sprækker i et ellers anonymt og modernistisk univers.

Christina Hesselholdt (født 1962). Har fra debuten søgt det formelle, det rensede og det lyriske. Hun formidler den grundlæggende erfaring at verden ikke kan begribes logisk eller rationelt kausalt, men mere sandsynligt må sanses gennem en æstetisk tilgang. I "Hovedstolen" fra 1998 nærmer hun sig en mere direkte skrivestil, men overalt gælder det at stilen er højt reflekteret og præget af stor sproglig bevidsthed.

Carsten Rene Nielsen (født 1966), egensindig digter, der specielt har gjort sig bemærket med nogle prosadigtsamlinger, der sikkert og selvstændigt folder billeder ud, der er stærkt surreelt inspireret. Redaktør af det fine tidsskrift Ildfisken

Niels Lyngsø (født 1968), skriver digte der henter deres stof mange steder fra, en verdensvendt poesi der med naturlighed forbinder det mindste med det største, kaffegrums med skyformationer, i et sansemættet vokabularium med forkærlighed for metrik og grafiske eksperimenter. Han er derudover ansat som lyrik-anmelder ved Politiken og har udgivet 90-portrættet: Digte fra 1990'erne

Nicolaj Stochholm (født 1966), en stærk særegen digterstemme, som med en næsten romantisk billedstemme knuser og udforsker jeget i tætte digte. Han har i lange perioder opholdt sig i digterlandet Irland, og det har givet hans poesi en stor horisont, en høj himmel og en næsten gadedrengeagtig selvsikkerhed.

Tomas Thøfner (født 1969), medredaktør af tidsskriftet Hvedekorn, skriver digte af høj karat i en tilsyneladende upåfalden stil, seneste digtbog kaldet "Sjælens atomer" fik af en kritiker genrebetegnelsen poessay - altså en blanding af poesi og essay. Teksterne tillader sig både at digte og at tænke højt på samme tid i et ofte musikalsk og jazzet stilleje.

(Andre hovedmistænkte kunne være navne som Janus Kodal, Lene Henningsen, John Bang Jensen, Christian Dorph og Lone Munksgaard Nielsen.)


VI 1970-1980-1990-2000

Historien om Dansk poesi fra 80-ergenerationen og frem, Thomsen, Strunge og Tafdrup, skal muligvis også skrives parallelt med medie-historien. 80-generatioen havde en voldsom gennemslagskraft i medierne, de sad i tv-programmer og foldede deres poetikfaner ud, og aviserne fulgte dem i hælene i store helsides tidsåndsartikler. Historien om 90-erne er mere diffus og distraheret. Det hænger sammen med, at mediebilledet ændrede sig: I 80-erne var der højst to tv-kanaler i Danmark, og mediebrugerne fik deres informationer fra stort set samme kilder. Med 90-erne blev mediebilledet mere broget, Internettet dukkede op, man så ikke længere samme TV-kanaler, digterne kunne ikke længere bruges eller fremstå som bærebølger for en "tidsånd", dén blæste andre steder. Man kan sige at 90-er digterne slap for at skulle udtale sig om samtiden og dens mulige manifestationer. Siden er medielandskabet blevet endnu mere komplekst. Derfor er det billede af litteraturen og poesien som kan rummes i dag endnu mere diffust og spredt, fordi det skabes i så mange forskellige medier og i så mange forskellige sammenhænge, at den (heldigvis!) er umulig at samle, sådan som det skete (selvfølgelig kun til en vis grad) for 80-er digterne. Poesien muterer i egne nicher, oplæsningessteder, tidsskrifter uden den stærke og forstyrrende bevågenhed.

Placererer man et kamera et sted i midten af 1970-erne, kan man forestille sig følgende litteratur-kameratur hen mod det sted hvor vi står i dag: Det man fokuserede på i 1970'ernes litteratur var det psykologiske. Vores litteraturkamera ville derfor optage nogle mennesker der sad ved et køkkenbord og talte om politik, vi ville være helt inde i hovederne på dem, høre om deres tanker, deres drømme, traumer, deres håb om frihed og frisættelse, og kameraet ville registrere dialog og debat. I 1980-erne zoomer kameraet ud af hovedet og ind på kroppen, det kropslige kom i fokus i litteraturen, som hos Søren Ulrik Thomsen og hos Pia Tafdrup, kroppen befandt sig spændt ud mellem sit nærvær og sit potentielle fravær i Døden; 90-erne lod kameraet zoome endnu længere ud, omgivelserne, baggrunden blev synlig: Stedet hvor kroppen befandt sig kom med i billedfeltet, landskabet, myldrende og muterende, dét litteratur-kameraet nu registrede, var i en stor panorerende bevægelse hele horisonten.

Hvor er vi så nu? Hvad hedder de nye digtere, som skal foretage endnu et optikskifte, endnu en uforudset kamera tur? Hvad kommer der ind i deres synsfelter? Mit bud er at de samler de tre billedudsnit jeg her har prøvet at skitsere: 70'ernes social-psykologiske som også var et ønske om politisk engagement; 80-ernes kropsfokusering og 90-ernes mangfoldige encyklopædi. Den litteratur vi møder er strømmende og rablende, den tillader sig at springe mellem mange niveauer og tale plat og patetisk på én gang. Der er social indignation hos Jan Sonnergaard (født 1963). Den på en gang følsomme og iscenesatte afsøgning som den for eksempel foregår hos Mikkel Thykier (født 1977), Lars Frost (født 1973) og Lars Skinnebach, (født 1973). Eller som Martin Glaz Serup (født 1978), Rasmus Nikolajsen (født 1977) og Anders Søgaard (født 1981) dyrkes det uhøjtidelige og det polyfone. Der er den stort udfoldede bevægelse hos digterprinsesserne Lone Hørslev (født 1974), Mette Mostrup (født 1969) og Ursula Andkjær Olsen (født 1970) - sidstnævntes to bøger "Lulus sange og taler" (2000) og "Atlas over huller i verden" (2003) lader på eksemplarisk vis mange former for tekst og mange forskellige tonelejer blande sig og interferere.

Og fremtiden, hvordan ser den ud? Bladrer man i tidsskrifter som Apparatur Øverste kirurgiske eller Hvedekorn - Hvedekorn er traditionelt det tidsskrift hvor danske forfattere har debuteret og det var i årrække redigeret af Poul Borum, seneste nummer er tilmed et temanummer om Norsk lyrik - ser det ud som om at det legende, det nysgerrige, det lette, og det undersøgende kommer til at spille en afgørende rolle. Der er langt til 80'ernes krops nærværs-fraværs dialektik og patos, men der er højt til loftet i dansk poesi anno 2003. Det virker som om alle er velkomne og som om landskabet er stort, polyfont og pulserende. Jeg betragter det for tiden udefra, nedefra kunne man sige, eftersom jeg bor i Italien, og som medredaktør af Hvedekorn modtager jeg bjerge af digte fra håbefulde digtere. Det ser ud som om at de ikke er belastet af hverken 80-erne eller 90-erne, de har allerede deres egen legesyge og charmerende fandenivoldske tone. Så set herfra lever Dansk Poesi A/S og har det godt!


Links til supplerende læsning:
www.litteratursiden.dk
www.litteraturnet.dk

Morten Søndergaard (født 1964), har blandet andet udgivet digtsamlingerne Bier dør sovende, (1998) og Vinci, senere (2002 - indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris). Medredaktør af Brøndums encyklopædi. Redigerer tiddskriftet Hvedekorn sammen med Tomas Thøfner.

Links til sider om denne artikels forfatter:
Artikkel på bogweb
Om Morten Søndergaard på poesi.dk

Velg blant 2,6 millioner titler